How many roads must a foodie walk on.../Hvor mange mil må en ædedolk gå...

Perhaps in the style of the dogme 95 film-makers, this post should be titled "Bellyache".

Friday night 9.15 pm: Lionardo in bed and I had a hankering for satay. Forewarned that the local satay stall had been replaced by a 7eleven, I started my walkabout down Lorong Perak and up Jalan Sultan Ismail - trying to find the missing stalls (apart from the standard mamak stall, which never fails). Walking up Ismail and liking it less and less - there is a multi-storey building dedicated to Kentucky Fried Chicken, topped with an image of the colonel himself - Is that the music from Psycho/shower scene, resounding in my subconscious?
Made it to the the junction of Jln Bukit Bintang - racing frantically down to Lorong Walter Granier - finally at the corner of Jalan Imbi and Lorong Walter Granier were the long sought stalls (ca. 2,5 km. later). Signs in Paradise "Ampang Yong Tau Foo", "Penang fried Kway Teow"....

Laden with little red plastic bags, I make my way back to Pavillion, where there are taxis - relief to poor feet....I digress, the story about the taxi and the walk back is perhaps stuff for another post.

75 minutes after I left - we dig into the food. 9 hours later Kim wakes up with a bad headache, which 6 hours later becomes a bellyache with a garnish of fever. There was a serpent in Paradise. Something I got from my foodie walk did not agree with Kim.

Good news - now about 48 hrs (and a whole day in bed) later Kim is feeling better. I have in the meantime been munching steadily through thosai, roti canai, mini fruit tarts and other local goodies. How many roads....?

I bedst dogmestil burde titlen være "Bellyache/Mavekneb".

Fredag aften efter Lionardo blev lagt i seng, fik jeg lyst til satay ( grillede kryderet kødstykker  på spyd). Men det lokale satay sted er lukket - overtaget af 7 Eleven. Jeg går rask op ad den nærmeste hovedgade (Jalan Sultan Ismail) i min forgæves søgen efter det gode lokale gadekøkken. Til min store skræk fandt jeg et højhus dedikeret til "Kentucky Fried Chicken" prydet på toppen med et trykbillede af den kære oberst -  Colonel Sanders. Jeg får myre-kryb og min under bevidsthed spiller musikken fra Psycho (brusebad scenen).

Jeg finder, efter en vild slutspurt gennem nogle mindre pæne bag gader, en lille lomme af paradise - det lokale gadekøkken genfundet. Flere små røde plastic poser og flere minutters gå gang senere står jeg foran et af KL's fineste indkøbscentre - Pavillion. Afvist af en stribe taxier, men den historie og turen hjem er stof til et andet stykke i bloggen.

75 min. efter jeg tog afsted, spiser vi maden med stor behag. 9 timer senere vågner Kim med en knaldende hovedpine, som udvikler sig (6 timere senere) til mavekneb og feber . Der var en slang i paradiset. Der var noget i ædedolkens poser, som Kim kunne ikke tåle.

Den gode nyhed - 48 timer (og en hel dag i sengen) senere har Kim det meget bedre. Jeg har i mellemtiden stille og rolig spise mig igennem flere lokale lækrerier. Hvor mange mil må en ædedolk...??

Introducing (music from  Psycho/shower scene)  - The Kentucky Fried Chicken building with Colonel Sanders on the top; Må jeg præsenter (musik from Psycho/brusebad scene)- Kentucky Friend Chicken bygning med billedet af den kære oberst - Colonel Sanders.

Top two contenders for the Oscar for Best Serpent in Paradise - top: Wan Tan Mee, below: Penang Fried Kway Teow. De to nominerede for Bodilen for Bedste Slang i Paradiset - Overst: Wan Tan Mee (blancherede æggenudler vendt i sød soya og svinefedt serveret med BBQ svinekød, kinesisk grønt og kødboller) nedest: Penang Fried Kway Teow (Bredbånd risnudler stegt med æg, rejer, muslinger og frisk bønnespire)